Kræsenhed

grøntsagerHjemme hos os fylder grøntsager og frugt ca. 75 % af den daglige kost, det er måske lige i overkanten hvis man skulle følge alle kostrådene. Men jeg tror på at kroppen nok skal fortælle os det, hvis den mangler noget.

Vi spiser langt fra kød hver dag, faktisk tror jeg ingen af mine børn ville bemærke det eller klage over, hvis jeg pludseligt indførte vegetar livsstilen, bare de fik deres laks og måske lidt kylling, så ville de være glade. For mine børn kommer kræsenheden til syne når jeg laver kød, de er ikke meget for at indtage nye slags tilberedninger, men uanset hvordan jeg præsentere dem for nye grøntsags retter så springer de bare ud i det.

Min yngste på 6 år, elsker når han får lov, at få en lille iceberg salat, udelukkende for at spise den som var det et æble. Servere jeg derimod en kotelet eller et stykke oksekød for ham, så bliver det ikke spist, ligesom han heller ikke spiser kartofler. Min datter på 15 år kan næsten græde når vi ikke kan få fat på Pomelo, generelt ville hun ikke kunne klare sig en dag uden frugt og masser af grønt, hun kan sagtens spise kød, men vil hellere spise tilbehøret, altså salaterne. Min søn på 13 år, kan ikke udstå bananer, men de er ok i smoothies, til gengæld kan han ikke få nok af æbler og agurk, laks og kylling.

Sovs laver vi kun til jul og ved andre særlige lejligheder, eller når det er til en kødsovs eller anden ret hvor det er en del af opskriften. Men sovs som tilbehør bruger vi ikke. Ingen af os forstår ideen med sovs. Så skulle det da lige være en bearnaise til de hjemmelavede pomfritter. 😉

Havde jeg nu været meget glad for kød og sovs, så var mine børn også vokset op med det, og ville helt klart have haft et mere naturligt forhold til det og med garanti spise mere af det. Men der er ingen tvivl om at børnene på kosten og kræsenhed også afspejler deres forældre. Bliver man præsenteret for bestemte fødevare ofte nok, så kommer man på en eller anden måde lettere til at kunne lide det. Jeg har aldrig presset mine børn til at skulle spise noget bestemt, men jeg har altid opfordret dem til at smage på tingene, uden dog på nogen måde at tvinge dem til at skulle smage. Da de var yngre kunne de sagtens finde på at sige “det kan jeg ikke lide” til ting de ikke kendte, men jeg blev ved med at præsenterer dem for de samme ting, og har aldrig lavet særlige børne retter. Til sidst begyndte de altså bare at spise det der var. Skulle i stå med små kræsenpinde lige nu. Så er mit bedste råd altså bare at blive ved at holde fast på de samme fødevare, de fødevare i ønsker jeres børn skal spise, altså de ting der er naturlige i den kost i selv spiser, for lige pludseligt en dag så finder de sig til rette med det, og finder ud af at det faktisk slet ikke smagte så slemt. Kræsenheden forsvinder stille og roligt. Ingen grund til alle de kampe det kan give, når børnene nægter at spise deres aftensmad.

Jeg har aldrig brudt mig om at mine børn skulle gå sultne i seng, fordi de ikke lige kunne lide den mad jeg serverede den dag, og så har der da været dage hvor de har fået en rugbrødsmad i stedet, og hellere det end en kamp, der kun kan ende galt. For sætter børnene sig først i hovedet at de ikke vil spise noget bestemt så gør de det virkeligt heller ikke. Men serverer man det så igen og igen, så vil de til sidst ikke syntes det ser så “farligt ud” og så falder de i, om man så kan sige, og finder ud af at det altså minder rigtig meget om alt det andet mad man ellers har serveret for dem.

Men jeg tror på, at børnenes kostvaner og kræsenhed altid vil afspejle sig i forældrenes kostvaner. Og mange gange syntes jeg også det giver sig selv, forestil dig at være 4 år og sidde med en kæmpe kotelet på tallerkenen, det ser totalt uoverskueligt ud, så ingen grund til at vi siger du skal, for det er i virkeligheden også meget kød til så lille en størrelse. Måske en halv og så skåret ud i meget små stykker så ikke de skal tygge i 5 minutter for hver bid. Ligesom mange børn ikke bryder sig om kogte grøntsager, og er det de kogte gulerødder de husker, så er alle gulerødder hurtigt blevet til et “det nægter jeg at spise” og så er det jo langt lettere bare at give dem de rå. På den måde kan man hvert fald gøre spisetiderne lidt mere overskuelige, for de mindste i familien.

 

Del dette

Leave a comment

  1. Virkelig skønt indlæg at læse! Som vuggestue pædagog har jeg tit stået med diskussionen; skal børn tvinges til at spise noget de siger nej tak til? Og min klare holdning er, at selvfølgelig skal de ikke det!! Jeg spiser ikke selv noget jeg synes lugter eller ser underligt ud så jeg kunne ALDRIG drømme om at tvinge børnene til det.
    Lige som du beskriver så oplever jeg nemlig at børnene til sidst viser en interesse af sig selv, hvis fødevaren bliver præsenteret for dem flere gange.

    Har også flere gange haft fortvivlet forældre der ikke vidste hvad de skulle gøre ved deres børns kræsenhed. Mit råd er som altid; lad dem spise det de vil af aftensmaden – jeg har endnu ikke hørt om et voksent mennesker der kun vil spise pasta. Så længe børnene ikke lide nød i forhold til næring og vitaminer så lad dem lære maden at kende i deres tempo, det kommer der langt sundere børn ud af! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *