Sommervejr er grillvejr, her er en opskrift på en sandwich med grillet aubergine og artiskokcreme. Nemt at lave og rart at spise i varmen.
Start med at lave artiskokcremen, der laves bedst en dag eller to i forvejen. Syltede rødløg kan også laves i forvejen, se nederst i opskriften.
Artiskokcremen kan holde sig i en lufttæt beholder i køleskabet i op til en uge, det samme kan syltet rødløg.
Artiskokkerne i denne opskrift bliver grillet, det giver ekstra smag til cremen. Her i opskriften er der brugt artiskokker på dåse, de ligger i en saltlage. I supermarkederne kan man også købe glas med artiskokker, der allerede er grillet og ligger i olie. De er langt de nemmeste at bruge, blend indholdet af glasset, inkl. olien, sammen med citrontimian og presset hvidløg, juster smagen med citronsaft, salt og peber.
Her er opskriften, der tager udgangspunkt i artiskokker på dåse.
Fremgangsmåde:
Denne portion giver ca. 2 dl artiskokcreme.
- 1 ds artiskokker i lage
- 1-2 mega hvidløg, de store hvidløg er nemmest at grille
- ½ spsk. vasket og plukket frisk citrontimian, evt. tørret timian
- Olivenolie efter konsistens
- Citronsaft
- Salt og peber
Lad artiskokkerne dryppe godt af i en sigte, og dup dem tørre med køkkenrulle. Grill artiskokkerne og hvidløg, der er uden skal. Blend sammen til en creme sammen med olie, frisk citrontimian, bladene er blevet plukket af stilkene. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Til 2-3 sandwiches skal der bruges:
- 1 aubergine
- Olivenolie til pensling
- Salt og peber efter smag
Desuden:
- Godt brød
- Salat
- Evt. syltede rødløg
Skær auberginen i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Vær opmærksom på, at auberginen skal skæres, lige inden den skal grilles, da den bliver misfarvet, hvis den ligger for længe i luften. Pensl skiverne let med olie, pas på, de kan suge meget olie. Grill dem, til de har grillmærker. Efter aubergineskiverne er blevet grillet, smages de til med salt og peber.
Grill evt. også brødet. Saml sandwichen og spis.
Syltede rødløg laves ved at koge 1 dl hvid husholdningseddike op med 2 spsk. sukker, der hældes over 1 rødløg i skiver, skal trække i mindst et par timer.
Hvis man ikke lige vil tænde op i grillen for at lave denne sandwich, så kan man også bruge en bordpaninitoaster, det gjorde jeg, det fungerede helt perfekt.