Alkoholfri æblegløgg

En god gløggekstrakt er nem at lave, og det her er opskriften på en alkoholfri gløgg og gløggekstrakt. Jeg har valgt at bruge æblemost som base, da æbler altid passer godt til julens citrusfrugter og krydderier.

Denne gløgg har en aromatisk og frisk smag, der giver et godt modspil til julens søde sager. Farven er klar og gylden, fordi den er baseret på æbler og citrusfrugter og er derfor et alternativ til den traditionelle mørkerøde gløgg. Dog kan gløggekstrakten sagtens bruges sammen med rødvin, hvis man foretrækker den klassiske udgave. For tips til en lys gløgg MED alkohol se længere nede i indlægget.

Selve gløggekstrakten skal helst laves dagen i forvejen, men op til en uge i forvejen er bedst, da det trækker flest smagsnoter ud af krydderierne.

Fremgangsmåde:

Denne portion giver ca. 8 store glas gløgg, og når gløggekstrakten har trukket mindst et døgn, tager det ca. 15 min. at samle og varme gløggen.

Gløggekstrakt:

  • 1 liter god æblemost, gerne hjemmelavet
  • 2 økologiske appelsiner, uden overfladebehandling
  • 2 økologiske mandariner, uden overfladebehandling
  • 1 økologisk citron, uden overfladebehandling
  • 100 g rørsukker
  • 4 stjerneanis
  • 10 grønne kardemommekapsler
  • 3 hele kanelstænger
  • 2 vaniljestænger, tomme stænger uden vaniljekorn er fint
  • 8 hele nelliker

Yderligt til selve gløggen:

  • 1 liter god æblemost, gerne hjemmelavet
  • Mandelsplitter
  • Rosiner eller tranebær
  • Evt. friske æbletern

Gløggekstrakt:

Skyl citrusfrugterne godt, og skær dem i skiver. Kom citrusfrugter, sukker, 1 liter æblemost og alle krydderierne i en gryde, og varm op til kogepunktet. Sluk for blusset, og lad gløggekstrakten køle lidt ned. Smag på ekstrakten, og tilsæt mere sukker, især hvis du bruger hjemmelavet æblemost, for så kan mosten godt være mere syrlig end den købte.

Mens det stadig er lunt, kommes ekstrakten i en lufttæt beholder med låg og stilles i køleskabet mindst en døgn. Op til en uge er også fint, men tjek det lige, inden du bruger det, da der ikke er konserveringsmidler i.

Hvis man gerne vil have udblødte rosiner eller tranbær i gløggen, så er det nu, man tager en stor håndfuld og kommer i et rent syltetøjsglas sammen med et par dl æblemost, så de kan stå og bløde op til dagen efter. Jeg har ikke selv prøvet tørret tranebær i æblegløgg, men jeg lader mig fortælle, at tørrede tranebær gør sig rigtig godt til æblesmagen.

Alkoholfri æblegløgg:

Sigt gløggekstrakten i en stor sigte, og lad det dryppe godt af. Man kan evt. presse saft ud af citrusfrugterne i sigten, det giver dog en mere uklar gløgg, men gør underværker for smagen, så jeg vil sige “pres bare løs.”

Varm gløggekstrakten op i en gryde sammen med endnu 1 liter æblemost, og bring op til kogepunktet. 

Hvis man vil have alkohol i, så er det her, man kan tilsætte en flaske hvidvin og hvid portvin efter smag.

Ellers hældes den alkoholfri æblegløgg op i høje glas, og der tilsættes rosiner, mandelsplitter  og friske æbletern, som man har lyst til.

Den færdige og varme gløgg kan også hældes på en ren termokande og tages med udendørs til socialt samvær i det fri. Rosiner og mandelsplitter medbringes i en lille bøtte for sig.

Del dette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.